
NYHEDSBREV ICOEPH APRIL 2010
Kære kolleger!
Her en status på ICOEPH aktiviteter og en forårshilsen fra det fynske!
- • ICOEPH, DASAMs internationale udvalg, afholdt generalforsamling i forbindelse med landsmødet i Knudshoved. Bestyrelsen i ICOEPH eller forretningsudvalget skulle man måske kalde det, består herefter af Lars Brandt (formand), Erik Jørs (næstformand), Flemming Lander (kasserer), Vivi Schlünssen, Jane Frølund Thomsen, Martin Silberschmidt og Johan Hvid Andersen. Thora Brandstrup der i mange år har været med er gået ud, tak for indsatsen!
- • Plagbol fase 2 projektet (forebyggelse af pesticidforgiftninger af mennesker og miljø), der kører frem til 1/9-10 er der søgt om en afsluttende forlængelse på, se ansøgning på
www.icoeph.com
. Projektet kører fint, vi holdt international pesticidkonference i La Paz i februar med 300 deltagere, heriblandt fra andre lande i Latinamerika, Spanien og DK. Fase 3 skal bruges til at konsolidere den Plagbol Foundation, der er skabt på grundlag af projektet.
- • Pesticider i Uganda 2010-13 har modtaget små 3 millioner i bevilling. Det skal duplikere succesen fra Bolivia om alt går vel. Det foregår i samarbejde med Dialogos, ICOEPH og KU og i Uganda gennem UNACOH (ugandisk arbejdsmiljø NGO) og diverse ministerier, fagforening og universitet. Starter 1/6. Projektbeskrivelse ligger på
www.icoeph.com
- • Jeg har en engelsk ansøgning til IFAD vedr. pesticider i rosengartnerier i Uganda liggende, den skal bearbejdes og så sendes ned til Italien hvor IFAD bor. Er der nogle der vil være med til det? Se vedhæftede foreløbige udkast.
- • Gennem ICOH og WHO er vi gået med i forberedelserne af en stor EU ansøgning i samarbejde med lande i Latinamerika og Afrika omkring evaluering af arbejdsmiljøservice for landmænd i disse lande, undervisning og udvikling af ’best practice’. Se vedhæftede bilag. Claudio Colosio fra Milano er primusmotor.
- • I 2011 planlægges afholdt et seminar i Ghana om ’small-scale industry’. Jeg håber vi gennem ICOEPH kan få sendt et par kolleger af sted der vil arbejde med denne problematik med henblik på udarbejdelse af et projektforslag der skal styrke arbejdsmiljøet i den uformelle sektor/småindustrien i f.eks. Ghana. Jeg har selv for nogle år siden lavet et forslag for Carl Bro til Bolivia, men det blev aldrig finansieret, da Danidas miljøprogram i Bolivia pludselig manglede penge. Har projektbeskrivelse på spansk. Er der nogle der er interesserede så giv mig et praj, der skal laves et litteraturstudie så vi kan se hvad der ellers er lavet på området, herefter tages kontakt til f.eks. Ghana mhp. et samarbejde, gerne med Public Health på Ghana universitet, som er et af de afrikanske lande et universitetssamarbejde skal styrkes i. I den nye Gobal Health platform har Danida bevilget fem millioner for i år. De sidder løst bla. til at lave opsøgende arbejde, lav f.eks. en ansøgning hvor 2-3 kolleger f.eks. fra en af vores klinikker og AMI sammen kunne rejse ned og sondere muligheder for et samarbejde. Kontaktpersonen for det er Flemming Konradsen, KU.
- • Studenterundervisning herhjemme går godt, der er stor interesse for emnet ’Arbejdsmiljø i en globaliseret verden’ blandt folkesundheds og medicinstuderende i Århus og Kbh. Der er lavet nogle forslag til 2 mdr.s studenteropgaver i Kbh., som kun kan blive desk-studies pga. den korte periode. I Århus og Odense er ligeledes lavet aftaler om udarbejdelse og supervision af evt. interesserede studenter. Forskningsårsstuderende eller Phd’ere er også en mulighed, ligesom læger under uddannelse i arbejdsmedicin kunne lave en opgave på et af projekterne. Til efteråret skal vi i gang med indsamling af base-line data i Uganda sammen med UNACOH. Her kunne en-to danske kobles på sammen med et par studerende fra Makerere Universitet, og under ophold på 2-3 mdr. medvirke til indsamling af data ved interviews med bønder, sundhedspersonaler, indhentning af statistisk materiale med videre samle sammen til en opgave. Er der nogle der er interesserede eller kender nogle der kunne være med i perioden oktober-december 2010, så sig til. Projektet skal ses som en platform for studierne, lokale leveomkostninger er meget rimelige, løn og rejse skal man selv skaffe penge til gennem fonde, klinikkerne mv. Landbohøjskolen vil udbyde turen til en-to agronomer, som så kan koncentrere sig om hvad der bruges af pesticider, hvordan de bruges, hvor meget de bruger, hvad der afgør hvad de bruger etc. Vi sundhedspersonaler skal undersøge symptomer på og antallet af forgiftninger, årsager til disse, health seeking behaviour, sundhedsstatistikker, etc. Jeg har i Bolivia målt cholinesterase, men ved ikke om vi også skal det i Uganda. Senere i projektet kan andre undersøgelser komme på tale som kroniske skader pga. pesticider hos børn, voksne, fertilitet, cancer etc. I Odense er studenterundervisning endnu ikke kommet i gang, det arbejdes der dog på.
- • Global Health platform er dannet efter opfordring fra Danida og med foreløbig 5 millioner i ryggen for i år. Den har sæde i København og ledes af professor Flemming Konradsen ved KU, der er ansat en sekretær Bjørg Elvekjær
belv@sund.ku.dk
. Flemming er nu på rundtur til de danske universiteter for at samle sundhedsaktiviteter og ressourcer i forhold til internationalt arbejde under denne hat, ikke sådan at forstå at man ikke er velkommen til at lave noget på egen hånd, men for at styrke chancerne for at få midler gennem Danida og internationalt, hvis pjalterne slås sammen. Der er penge til at danne interessenetværk f.eks. om pesticider, eller miljø og sundhed, eller klima og sundhed etc. man kan søge om tilskud til at oprette sådanne Coffee clubs som de kaldes. Desuden kan der søges om penge til forundersøgelsesrejser med henblik på et samarbejde med universiteter i syd. I Kulu i Nord Uganda ligger et universitet som Morten Sodemann fra SDU og OUH er ved at starte et samarejde indefor landbrug med, der bliver vi nok inviteret med til at deltage pga. vores ’pesticider og arbejdsmiljø’ vinkel og erfaringer. Jeg taler nærmere med Flemming ligesom vi mødes på SDU 12/5 vedr. samarbejde.
- • Økonomisk går det ok for ICOEPH, vi fik jo en del penge fra Plagbolprojektet gennem Dialogos. Nogle er brugt på sonderinger i Uganda, men derfra kommer nu også en slat til ICOEPH, så f.eks. rejseomkosntinger til f.eks. Ghana mhp. projektbeskrivelse eller lignende andre steder vil kunne støttes, hvis der er en rimelig chance for at det giver noget igen.
Tror lige det var hvad jeg kunne komme i tanke om. Er der andre derude der pusler med aktiviteter i udviklingslandene, så vil jeg opfordre til at vi i ICOEPH orienteres, evt. at aktiviteterne registreres som ICOEPH aktiviteter – ikke fordi at vi i udvalget skal bestemme, men for at få volumen i forhold til det vi laver og dermed mere vægt bag aktiviteterne.
Mange hilsner Erik